Opdateret: 21-10-2009

Værd at vide om afløb

Vandlåsen
Tagbrønde
Vand i kælderen

Vandlåsen

Eksempel på vandlås under vask

En vandlås har til formål at forhindre kloaklugt i at trænge ind i boligen.
Hvis der ikke jævnligt hældes vand i en vandlås, vil vandet fordampe, og der vil være fri adgang for ildelugtende kloaklugt.
Med tiden bliver der i en vandlås afsat bl.a. hår, fedt og sæberester. Dette kan tilstoppe vandlåsen og udvikle ildelugtende gasser. Det er derfor nødvendigt at rense en vandlås jævnligt.

Rensningen kan forgå kemisk ved hjælp af afløbsrens, eller mere miljørigtigt, ved at adskille vandlåsen og vaske den.
Vandlåse i gulvafløb kan være lidt vanskelige at rengøre uden brug af afløbsrens, men det kan lade sig gøre.

Hvis der tabes en ring eller ørering i afløbet, kan man være heldig, at den bliver liggende i bunden af vandlåsen.

Til top


Tagbrønde
- er som regel placeret ved nedløbet fra tagrenderne.

Eksempel på tagbrønd

Tagbrønde skal jævnligt renses for ikke at tilstoppe.
I bunden af brønden opsamles kviste, blade, mos og lignende. Ved cementstenstage vil der samle sig en del sand i tagbrønden.

Hvis brønden ikke renses, vil afgangsrøret til kloak sandsynligvis stoppe til med tiden. Det er derfor vigtigt at tømme tagbrønden for sand og slam mindst 1 gang årligt.

Til top


Vand i kælderen
Hvis der jævnligt forekommer oversvømmelse af kælderen, som følge af indtrængende kloakvand, kan der sandsynligvis gøres noget for at forhindre dette.
Det er i mange tilfælde muligt at montere en højtvandslukke i afløbet. Højtvandslukken fungerer som en envejs-ventil, d.v.s. at der kun kan løbe vand ud af afløbet og ikke ind.

Har man installeret en højtvandslukke, er det vigtigt at denne renses og efterses engang imellem, for at være sikker på at den virker, når der er brug for det.

Der kan ansøges om tilskud på 50%, dog maks. 8.000 kr., til installation af højtvandslukke.
For at komme i betragtning, skal boligen ligge i et område, hvor der tidligere er registret kælderoversvømmelser.

Ansøgning skal indeholde en beskrivelse, samt en skitse af højtvandslukkens placering i kloaksystemet. Dette udføres normalt af den autoriserede kloakmester, der skal udføre arbejdet.

Til top